
Sådan gør du hvis du vil lave det selv
![]()
Jeg kan også hjælpe til, hvis du har brug for det.
1. Sørg for bunden er 100% afrenset for løstsiddende maling, eventuelt totalt afrenset hvis det meste sidder løst. Afrensning kan foregå med skrabejern eller slibemaskine, det vigtige er at al løstsiddende er væk - helt væk, ellers kan du lige så godt give det et par gange plastikmaling. Også al kit der ikke sidder fast, eller bare er delvist løst, skal væk. Bruger du en maskine til afrensning, kan en båndpudser eller en boremaskine med sandpapir på anvendes. Såkaldt "trekantsliber" kan ikke rigtigt bruges til noget i denne forbindelse, hjørner hvor du ikke kan komme til med maskinen, afrenses med skrabejern, der er faktisk ikke så svært, bare jernet hele tiden er skarpt, hvilket du ordner med en fil.
2. 1. gang maling også i kitfalser og godt strøget ind i vindridser (små revner i træet).
3. Malingen tørrer intil den ikke mere er klæbrig eller blød.
4. Kitning med linoliekit (almindelig vindueskit)
5. Lad kitten sidde nogle dage, til overfladen er nogenlunde hærdet.
6. Evt. mellemslibning
7. Mellemstrygning.
8. Tørring til hærdet.
9. Færdigmaling, eventuelt 2 gange.
10. Tørring.
Bemærk: Linoliemaling må ikke fortyndes, da det så mister nogle af sine gode egenskaber.
Alle lag skal være ordentling tørre inden næste lag kommer på (det kan godt tage op til 1 uge for hvert lag efter vejret).
Du skal lægge så tyndt et lag på af gangen som muligt, kommer der for meget vil tørretiden blive meget længere og du kan risikere at der kommer "rynker" i malingen, som vil være flere uger om at tørrer.
Der er forskel på den linoliemaling du køber nu om dage og den vi malere tidligere selv lavede. Vi brugte tidligere Blyhvidt i malingen, det er nu blevet forbudt, da afslibning af overflader med blyhvidt gav et voldsomt forhøjet indhold af bly i blodet, det sætter sig så på hjernen, der derved ikke fungere optimalt - dette er hvad der kaldes malersyndrom. Blyhvidt har den fordel at det "fylder" godt i vindridser, samtidig med at de fleste skadelige svampe ikke kan leve i det.
Nu om dage bruger man Zinkhvidt i stedet, det er ikke lige så godt, men godt nok til de fleste arbejder.
Nutidig almindelig linoliemaling består af Titanhvidt, Zinkhvidt, Tørrelse og selvfølgelig Linolie.
Gammeldags linoliemaling består yderligere af Blyhvidt, men er ellers det samme. Dog brugte vi ofte den billigere fernis i stedet, endda af og til med terpentin tilsat, men så har det slet ikke den holdbarhed og er samtidig mere giftigt. Det var så meget hurtigere at arbejde med og tørt dagen efter. Der var også malere som brugte "LitoponeHvidt" i stedet, dette er et meget billigere pigment end titanhvidt - men, det kan ikke tåle sollys, så forsæber det....
Man kan ikke anvende Linolie maling til vandrette overflader, da den er for diffusionsåben, hvilket vil sige at fugt kan komme ind og ud, hvilket kan være meget godt, hvis det aldrig regnede, men vand der lægger sig oven på linoliemaling kommer delvis igennem, bliver det så solskin og varmt umiddelbart efter, vil det ud igen, denne process går så hurtigt at malingen vil skalle af. På vinduer og døre sker dette ikke, da malingen ikke kan lægge sig som små søer oven på, derfor er en kitfals skrå ligesom selve falsen i vinduet er en lille smule skrå.
Hvorfor så bruge Linoliemaling i det hele taget? Jo det holder meget længere tid, nemt op til 15-20 år hvis det er lavet ordentligt, dette netop fordi denne maling er diffusionsåben og har en meget bedre indtrængningsevne. Samtidig har linolie den egenskab at det udvider sig når det tørrer, hvorfor det også fylder vindridser bedre ud, denne egenskab har terpentin- og vandholdige malinger ikke, de fylder mindre når de tørrer p.g.a. fordampningen af opløsningsmidlerne. Der er ikke noget opløsningsmiddel i linoliemaling.
Yderligere bør du være opmærksom på om der skal laves en snedkergennemgang af vinduerne først, for udskiftning af eventuelt dårligt træ, fastgørelse af beslag, høvling af kanter (malingen fylder jo lidt).
Det kan evt. også komme på tale at lave en rustbeskyttelse af beslag inden maling påbegyndes.
Kan det så betale sig i det hele taget? Jeg siger ja, det bliver nemt meget dyrere at skifte vinduer hver gang der er gået 15 år og jeg har set mange vinduer der var færdige efter den tid, så ødelagte at de slet ikke kunne repareres mere. Desuden er gamle vinduer meget ofte lavet af kernetræ, der samtidig har vokset langsomt og træet har ligget på lager i flere år, inden det er blevet brugt. Sådan er det ikke med nye vinduer, ok der findes enkelte firmaer som fremstiller sådanne vinduer af kernetræ der også har vokset langsomt, men det er dyrt.
Vedligeholdelse.
Vedligeholdelse består først og fremmest i at holde alle overflader fri for begroning af planter og ellers almindelig rengøring. Det kan være en god idé at lave en årlig gennemgang, bare for at se om alt nu er som det skal være, er der steder som er udsat for meget slid, voldsomme temperatursvingninger eller ekstra meget fugt, kan der opstå problemmer reparer det i tide, der er ikke nogen grund til at vente i flere år, det tager kun få minutter pr. vindue/dør.
Opbevaring af linoliemaling, du stubler malingen helt ned i bøtten og hælder vand på, så kommer der ikke skind på malingen. Når du skal bruge den senere, hælder du bare vandet fra igen og det er klar til brug.
Pensler kan opbevares i en bøtte med vand, så børsterne er dækkede, det kan dog ikke anbefales til langtidsopbevaring, da du helt sikkert glemmer at hælde vand på, men 1-2 uger burde ikke være noget problem. Langtidsopbebaring af pensler, de afrenses fuldstændigt for maling (skyl i penselrens eller terpentin), derefter vaskes de i brun sæbe og bagefter med vand, kan så henligge som de er. Man kan også opbevare dem i ren rå linolie eventuelt ophængt så børsterne ikke bliver skæve af at stå længe, denne opbevaringsmetode har været brugt en del tidligere, men dengang var penslerne af en bedre kvalitet end i dag desuden betød prisen mere dengang. De fleste køber bare nye pensler nu om dage, det gælder også malere.
Kommer der skidt eller huder i malingen, behøver du ikke smide den ud. Tag i stedet en ren bøtte, sæt en nylonstrømpe over og hæld malingen gennem denne, så vil den være fuldt anvendelig som da den var ny. Metoden kan anvendes ved næsten alle malingtyper.
Siden er vist - - gange.